Hvis der findes noget, der kan lyse januarmørket og den grumme eksamenstid op, må det være dette skønne tørklæde fra Pureheart!
Det ville selvfølgelig peppe alle mine andre outfits op også – og det for den nette sum af 225 kr! Det eneste, jeg mangler til at skabe lidt kontrast til denne skønhed, er et par dejlige skindbukser. . . hmmm ^^
Du kan selv købe det fine tørklæde HER !!
i used to not believe in karma.
since yesterday, i’ve come to change my mind. bad luck raining down all over me.
bad things happen to bad ppl, so we’ve been tought. and i’ve been really mean to a boy who i knew liked me. i haven’t been answering his texts or phone calls for a loooong amount time. if it’d been me, i would’ve gotten the hint. but i guess some ppl are not as pessimistic as i. i got my good friend M to write a text for me. cus i didn’t really know what to say…. oh well. it’s done now.
however, when i got out to my car after chilling for a few hours at M’s place i’d gotten myself a parking ticket! F%&*#¤!!! further more a thought enters my mind “hmm.. karma? no. karma would’ve been to get a parking ticket AND be pulled over by the police for speeding or texting while driving..” well.. i didn’t get pulled over by the police… but i DID drop my iphone just as i got out of the car! MOTHERF%&”/!!!! the screen is total. and we’re not talking about a little scratch – it fell down on the pavement – CRASH! the screen is SHATTERED. ok. i surrender. KARMA IS A BITCH! or maybe i’m the bitch!
not only did i have a very drunken night out on friday but it’s all been very well documented on M’s camera! not thinking it all the way through, i uploaded the pics on my profile – even the supposedly bad ones – cus M’s fb profile won’t allow her to do so.
i’ve been dating a boy i really like. but it hadn’t really come down to anything serious yet. we’ve only seen each other twice. we both have busy schedules, however, we text and talk a lot. i didn’t really know where we were at or where it was going. and so i committed the crime of kissing another boy on friday night. i’m such a retard! it really was nothing serious. it was really just a joke, but the pictures speak for themselves i guess. and i guess the boy i like – K – got a bit offended cus now he won’t talk to me.
believe me – i KNOOOW i screwed up. i just don’t really know what to do to un-screw it… i have made my bed and now i guess i have to lie in it.
Knowing is better than wondering though, and even the biggest failure, even the worst, beats the hell out of never trying. ok maybe i shouldn’t have tried so hard.. aaand just should’ve left it at the wondering. oh well, coulda woulda shoulda. you learn something every day. today i have learned that karma is a real bitch that will come around when you least expect it -but deserve it the most- and bite you in the ass. really hard! ouch!
xoxo – guess who.
In mathematics, we learn that x stands for the unknown, a+b=x, but what’s really unknown is what plus what equals friendship with an x. Is this an unsolvable equation? Or is it possible to transform a once passionate love into something that fits nice and easily onto the friendship shelf…
Det sagde BANG, da jeg mødte ham, og det sagde BANG, da vi slog op… Vi har ikke snakket sammen meget længe, og pludselig siger det BANG, og så er han tilbage! Og det er ikke med min gode vilje, jeg lader ham indtage mit liv igen! Faktisk ville jeg have foretrukket, hvis han havde holdt sine tanker for sig selv. For selvom man kommer videre med sit liv, så vil de mennesker, der har rørt dit hjerte engang altid hænge ved – om du så vil det eller ej.
Men hvorfor er det, at alting altid skal ramle ned oveni hinanden?!
Det er jo så typisk, at ham, der engang var the love of your life, ringer til dig samme aften, som du kommer hjem fra en date. Why oh why. Du kan ikke tillade dig at smække røret på, når that special someone ringer til dig helt fra italien… Men du kan heller ikke tillade overfor dig selv at springe i med begge ben igen, når du nu har været så dygtig og allerede har glemt ham én gang! Det eneste rigtige at gøre er vel bare at være høflig. Projekt fuldført. Du siger farvel, høfligt selvfølgelig, og prøver at overbevise dig selv om, at det egentlig ikke betyder noget. Og det lykkes også, lige indtil du ligger søvnløs og vender og drejer dig med den der nagende dårlige samvittighed over, du lige har fået en voksen mand til at græde…
Dagen efter skriver han en sms til dig – med ægte italiensk charme! Du har stadig dårlig samvittighed, men dine knæ forbliver knæ, ikke noget med gelé denne gang! Selvom det gør lidt ondt i hjertet at snakke med ham og tænke på ham, indser du, at du faktisk er kommet videre. Du kan være stolt af dig selv. Du sender ham, der styrer snorene, en lille tanke og undrer dig over, om der mon er en større sammenhæng? Du er oven på og kan se ironien i situationen. Tillykke.
(hhhhh…) Måtte efter 500 meter konkludere, at en løbetur var en meget dårlig idé! Ikke nok med, det begyndte at blive smertefuldt at trække vejret, det begyndte også at dunke meget underligt i min hals (bare rolig – det var ikke hjertet, der var på vej op). Det var nok nærmere hen imod min skjoldbruskkirtel, der skreg på at blive ladt i fred. Efter en tre uger på penicillin og en uge med kamilledampe, næsespray proppet med binyrebarkhormon og laryngitis-inhalator, skulle man mene, den ville være liiidt mere samarbejdsvillig. Men nej.
Det ender med, jeg kommer til at ligne ham her….
Hvad nu hvis du allerede har mødt ham, men afskrevet ham med det samme… Med en begrundelse om beskeden hårvækst, ølvom.. è così via, und zu wieder, and so on… jeg kunne blive ved. Alle sammen reelle selekteringsmetoder, der sikrer survival of the fittest.
Men hvad siger det egentligt om dig, hvis du afviser en mand på baggrund af, at han simpelthen er for sød? Vi siger allesammen, vi vil have, vores kærester skal være søde og opmærksomme og være parat til at bide deres egen arm af, hvis vi bad dem om det.. Men er det virkelig det, kvinder vil have?
Forliste forhold lærer os at være skeptiske. Er vi virkelig blevet allergiske overfor romantik? Mange kvinder må nok krybe til korset og erkende, det nok desværre er tilfældet.
Det er bare svært at overskue at stå overfor en mand, der ingen rygrad har, der ikke er i stand til at tage en beslutning. Hvad enten det er for at være sød, eller fordi han slet ikke har en mening. Det er lige meget. Lad som om.
Personligt er jeg altid løbet skrigende væk, når jeg bliver strøget med hårene. Som min skønne veninde Dilz altid siger “Caro, det kan jo være, du er heldig, og han viser sig at være en røv alligevel”. Jooh, jeg kan altid regne med, hun kan komme med en opmuntrende bemærkning eller to, når det hele sejler! Det er godt at have veninder, der støtter os i de beslutninger, vi er nødsaget til at træffe. Om det så er, om en gut er for sød eller for ond. Som regel er det jo nok det sidste, der er gældende. For ofte får de søde ikke et ben til jorden.
De søde mænd er ligesom Nutella: I teorien er det en god idé, og i små doser er det lækkert, men det bliver meget hurtigt vammelt i store doser. De fleste kvinder er vant til mænd, der ikke har behov for at skrive til dem hele tiden. Men hvorfor bliver vi så bange? For mit vedkommende dækker bange virkelig den følelse, der også fremkalder den nagende trang til at hoppe i stiletterne og spæne, det bedste jeg har lært, i modsatte retning. Min teori er, at grunden til vi får den der klaustrofobiske fornemmelse lige så snart, sms’erne tikker ind på mobilen én efter én, uden vi selv har svaret, er, at vi er vant til en vis frihed. Den har vi vænnet os til for at tilpasse os. Vi får et kulturchok, når vi oplever, at den barriere lige pludselig ikke er nødvendig mere. Vi ved ikke, hvor vi skal gøre af den, og vi ved ikke, hvad vi kan forvente. Mennesket har altid været angst. Definitionen af angst: frygten for det uvisse.
Personligt er jeg fan af min frihed, men hvornår går det fra at være sund selvstændighed til at være en kølig barriere? Hvor går grænsen? Jeg arbejder stadig på at finde svaret.
Jeg får det helt dårligt over, hvor tit jeg er løbet skrigende i den anden retning, når jeg har stået over for en, der faktisk ville mig noget godt. Det er nemmere at cope med idioter – then you know what to expect 
Så tøser, det er tid til at tage fordommene op til revision. Måske er det ok at sugar coat’e tilværelsen engang imellem.
Hvad gør du, når det går op for dig, at der intet er at hente i dit venskab til en person, du har kendt i mange år? Vil du lade den store klump i din mave blive større og større for hver gang, du bliver trådt på og bare rejser dig op igen? At I intet andet til fælles har end jeres fælles venner… At der nok er en grund til, du tilfældigvis altid er for træt, for fattig eller for syg til at se den person, der engang var din bedste veninde…
Det har taget mig en stor portion tålmodighed og mange mavepiner, før jeg indså, at mit venskab til A ikke var mere værd end den Donna Karan kjole, der hænger i mit skab… Jeg kigger tit på den og tænker, jeg burde sælge den. Jeg har haft den på en enkelt gang. Jeg købte den på udsalg efter en slem tøjkrise. Jeg havde lige skilt veje med en gyselig Louis Vuitton taske – der havde vist sig ikke at være så glamourøs indeni som udenpå. Og den matchede mine Marc Jacobs sko, jeg elsker overalt på jorden. Det virkede som et godt og fornuftigt kompromis, jeg skilte mig af med Louis Vuitton tasken, jeg havde været sammen med on-off i 2 år. Fik en smuk DKNY kjole, der endda matchede OG kendte mine elskede sko! Dertil et par måneder efter mødte jeg endnu et par MJ sko, denne gang stiletter. De passede perfekt. Og de kendte allerede måde MJ ballarinaerne og DKNY kjolen. Nu havde jeg et outfit til enhver lejlighed! Men som tiden går, går en kjole af mode. Det er nemmere med sko. Især når kjolen viser sig ikke at være særlig medgørlig, hvis du har en dårlig hårdag eller er lidt bleg. Sko kan du mixe og matche. Men en DKNY kjole, du købte på udsalg, et impulskøb, viser sig ofte at være en overilet beslutning. Som regel ved du, at den ikke heeelt passer, men du prøver den på anyway. Du havde ikke værdiget den et blik, hvis den hang i H&M, men det er jo en Donna Karan… Og på bøjlen ser den godt ud med dine MJ sko. Det er et godt sæt. Du tænker måske ikke så meget over, du kan kan bruge den de to uger om året, hvor du faktisk er brun…….
Men alligevel har jeg ikke nænnet at skille mig af med den i mange år. Den ser jo godt ud at have hængende blandt det andet tøj, og ville det ikke også blive en smule akavet mellem dig og de to par sko, hvis kjolen ikke længere var der, når I havde været et outfit så længe? Hvordan indrømmer man overfor kjolen, at den ikke længere gør noget godt for dig…din hårfarve…din figur…din hudtone?
Det har som sagt taget mange år at nå hertil. Til at erkende, at nogle venskaber går af mode, dem der ikke var stærke nok – måske helt fra begyndelsen. Med blødende hjerte har jeg sagt farvel til en gammel ven. Som en kjole, der i tidernes morgen har været der, når de andre kjoler svigtede, eller når tøjkrisen ramte. Men som er gået af mode. Som ikke længere gør noget godt for dig. Den sidder måske for løst, så løst at du forsvinder i den – eller så stramt at den giver dig ondt i maven, hver gang du tager den på.
Du kan ikke altid tage hensyn til alle andre. Nogle gange er du nødt til at følge din mavefornemmelse. Nogle gange er du nødt til at tage hensyn til den vigtigste person i dit liv – dig.
Are you really the bigger person if you’re the one to say Uncle? Or is it more graceful to hold it all in?
The difinition of making amends is “to make up to someone for something that someone or something did” - But is it sometimes better just to hold it all innnnnnnn….?
But really, what does it take to say “I am sorry”, “I was wrong” – and who will win? The bigger person? Are you really the bigger person if you say I’m sorry first? Is it sometimes better just to leave it? Is it better to stir up the past when there’s a chance it’s just screwing something up for someone else, just to clear your own conscience…?
Is it better to know, than be in the dark? That must be my essential question.
Are you really in a position to answer that unless you’ve truly been put face to face with the question yourself – in real life? Is it better to clear your conscience than to let somebody else be happy? Can you really be happy yourself if you haven’t been forgiven for doing someone wrong? Are you a bad person for not having a nagging conscience if everybody else thinks you’ve made a mistake?
det sjoveste klip nogensinde!!!
god fornøjelse 
Jeg bakker på det kraftigste op om DFs ønske om en vulkankommission! Nedlæg vulkanerne nu – de er jo fra fremmede kulturer!
 | fabulouscarol on Hvad nu hvis |
 | D. on Hvad nu hvis |
| fabulouscarol on Not big on the baby fuss,… |
 | Kaari on Not big on the baby fuss,… |
| fabulouscarol on Not big on the baby fuss,… |
